I 2014 kan AO fejre 100-års jubilæum. Meget er forandret siden begyndelsen i 1914 – ikke mindst når det gælder arbejdsdagen for håndværkerne. I anledning af 100-års jubilæet har vi været en tur i historiebøgerne.
Synes du, at det har været lidt hårdt på arbejdet i dag? Er chefen irriterende og lærlingen uduelig? Var madpakken kedelig og kaffen på termokanden kold?
Så kan vi trøste dig med, at du garanteret har det en hel del lettere og mere bekvemt, end dine forfædre havde det, når de gik på arbejde i begyndelsen af 1900-tallet. For sandheden er, at arbejdsforholdene har gennemgået ufatteligt store forandringer siden 1914, hvor AO slog dørene op for første gang.
Worker har mødt historikeren Morten Thing, der bl.a. har skrevet bogen “Intet er umuligt for Vorherre og en blikkenslager”, der går tæt på blikkenslagernes historie. Her fortæller han om hverdagen for håndværkere – og i særdeleshed blikkenslagere – i gamle dage.
Arbejdstiden
I gamle dage var arbejdsdagen en hel del længere end den, vi kender i dag. Tilbage i begyndelsen af 1900-tallet var det normalt, at man som håndværker måtte arbejde fra 6 om morgenen til 18 om aftenen. Om vinteren fik man lov til at sove lidt længere og i stedet arbejde fra 7 til 19. Det var af hensyn til lyset, at man ændrede arbejdstiden i forhold til årstiden. I øvrigt arbejdede man selvfølgelig 6 dage om ugen – kun søndag var en fridag. Først i 1920 fik man indført en 48-timers arbejdsuge.
Glem alt om ferie …
Tilbage i 1800-tallet var ferie et absolut ukendt begreb for håndværkere. Det var noget, som det rige borgerskab kunne tillade sig. Men i 1891 blev det forbudt at arbejde om søndagen, og det fik stor betydning for kolonihavebevægelsen. Det var nemlig især håndværkere og arbejdere, der brugte deres fridage i kolonihaverne, der lå lidt uden for byen. Omkring 1920 kunne hver femte af alle organiserede arbejdere i Danmark tillade sig at holde ferie. I 1934 var det tal steget til næsten hver anden. Ferie med løn blev først indført med Ferieloven i 1938. Den udløste ni dages ferie med løn – og fra 1940 tolv dages ferie med løn.
Madpakken
Ud af de 12 timer, en arbejdsdag varede, var der dog afsat i alt 2 timer til spisning. Om morgenen fik man 1/2 times pause til morgenmad, der dengang faktisk blev kaldt frokost. Senere på dagen havde man så 1 1/2 times pause. Den brugte man på at gå hjem og spise sin varme mad, som konen havde ansvaret for at lave. Ikke noget med at gå på fastfoodrestaurant her. Nogle arbejdspladser indførte en pause om eftermiddagen, hvor man kunne spise en sen eftermiddagsmad.
Teknisk skole – den betaler du selv
Du kender sikkert en del historier om, hvordan lærlingen får snydeærinder – som fx en opgave med at hente en røgvender eller dåsen med knofedt. Men i gamle dage kunne lærlingen risikere at få et par på kassen, hvis han ikke udførte sit arbejde godt nok. Man kom i lære, når man var blevet konfirmeret – det vil sige, at lærlingen typisk var 13-14 år. Læretiden var 5 år, og teknisk skole skulle man selv betale, så det var frivilligt. Det var heller ikke alle steder, at man lavede svendestykke.
Lærlingen må slæbe værktøjet
Tilbage i 1914 havde hver svend typisk en lærling tilknyttet, og det var lærlingens opgave at slæbe materialer og værktøj. Det var meget normalt, at man som svend selv sørgede for at anskaffe det værktøj, man skulle bruge i arbejdet.
Først senere blev det normalt, at mester indkøbte godt værktøj. Helt træls var det at være yngste lærling på værkstedet. Han skulle møde et kvarter før om morgenen for at tænde op i ovnen og måtte blive en time længere for at rydde op. Og så kom der en halv arbejdsdag oven i hatten om søndagen – dér skulle lærlingen pudse hamre, værktøj og ambolte med wienerkalk og fedt, så det hele skinnede til om mandagen. Det var i øvrigt helt normalt, at lærlingen boede hos mester.
Skal du ha’ et par på skrinet?
En typisk arbejdsopgave for datidens blikkenslagere var tagdækning med skiferplader. Det var en blikkenslageropgave, fordi hver skiferplade blev slået i med to kobbersøm.
Det var så lærlingens opgave at slå to huller i hver skiferplade, så sømmet kunne gå igennem. Og det krævede håndelag. Hvis lærlingen slog for hårdt, gik skiferpladen i stykker. Skete det, kunne lærlingen være stensikker på, at svenden ville give ham et par på skrinet, for skiferpladerne var dyre.
Da 1. verdenskrig brød ud i 1914 standsede importen af skiferplader, og i stedet gik man over til at bruge teglsten på tagene. Og den opgave måtte blikkenslageren overlade til mureren.
Du betaler, hvis der mangler materialer
Hvis man var i lære som blikkenslager omkring år 1900, fik man 2 kr. om ugen i det første år. Ugelønnen steg så med 1 kr. for hvert år, man havde været i lære. Det sidste år som lærling fik man dog hele 7 kr. i løn. På det tidspunkt var lærlingen efterhånden lige så dygtig som en udlært svend – men meget billigere.
Den almindelige timeløn var 40-45 øre. Men mester kunne sagtens finde på at modregne det i lønnen, hvis der manglede materialer, som lærlingen havde været i nærheden af.
Arbejdsløshed
Også i gamle dage var der perioder, hvor man som håndværker måtte affinde sig med at blive sendt hjem på grund af dårligt vejr. Med en timeløn på cirka 45 øre var blikkenslagere faktisk rimelig aflønnet. Men hvis det blev en hård vinter, kunne man risikere at være arbejdsløs i mange måneder. Understøttelsen var meget lille – i 1911 var den fx på 7 kr. om ugen for ugifte. Hvis man modtog fattighjælp, måtte man i øvrigt ikke få lov til at stemme ved valgene, og man fik først sin stemmeret igen, når man havde betalt sin fattighjælp tilbage.
Firmabil – glem det ...
I dag har du som håndværker en varevogn, så du let og hurtigt kan køre fra opgave til opgave. Sådan var det naturligvis ikke for 100 år siden. Hvis man boede i de mindre byer, så var det typisk en trækvogn med to store hjul, som man anvendte til at transportere værktøj og materialer ud til byggepladsen. Det var i sagens natur også lærlingen, der måtte trække den. I hovedstaden var det normalt,
at man som håndværker kørte på cykel fra sted til sted.
Synes du, mester synger godt?
I gamle dage var der naturligvis heller ingen håndværkerradio. Men hvad gjorde man så, hvis man ville have lidt underholdning til arbejdet? Man sang simpelthen på arbejdspladsen. At sang spillede en vigtig rolle kan også ses ved, at noget af det første, som blikkenslagernes fagforening fik stablet på benene, var en sangforening, der blev dannet tilbage i 1873.
Dagens opgave
Som blikkenslager arbejdede man naturligvis i blik, messing og kobber. Som svend lavede man tagrender og nedløbsrør til nye bygninger. Derudover lavede man reparationer af petroleumslamper og kedler på værkstedet. Tilbage i slutningen af 1800-tallet var det meget almindeligt, at der til blikkenslagerens værksted også hørte en lille butik, hvor man solgte forskellige former for isenkram. Det var så lærlingen, der havde ansvar for at fremstille produkterne til butikken. Og selvfølgelig blev opgaverne sværere og sværere. Man begyndte med at lave et målebæger til kaffebønner, derefter en tragt, videre til en flødespand, derefter en mælkespand og en kedel. Til sidst kunne man få lov til at fremstille en pengekasse med indsats. Men den form for forretning forsvandt, fordi fabrikker som Glud & Marstrand efterhånden kunne producere tingene meget billigere.
Sikkerhed – en by i Rusland
Det er nok ikke en stor overraskelse, at sikkerhed på arbejdspladsen ikke havde den store opmærksomhed i gamle dage. Faldsikring var fx ikke noget, man brugte kræfter på. Måske havde man et reb om livet, som var fastgjort til skorstenen, hvis man arbejdede på taget. Men det var ikke usædvanligt, at man bare hoppede rundt på taget uden nogen form for sikkerhed. Der var heller ingen, der bekymrede sig om, at man brugte kemikalier som saltsyre i arbejdet.
Op på taget
I begyndelsen var det især lygter, som blikkenslageren fremstillede. Både lanterner til skibe og mindre lygter til brug på land. Men de tynde metalplader var også velegnede til tagdækning, og taget blev derfor en fast arbejdsplads for blikkenslagere, der dækkede tag med zink- eller kobberplader. Ud over selve tagdækningen lavede man også beklædning af karnapper og kviste med zink, kobber eller blik. Efterhånden kom der også tagrender og nedløbsrør til.
Skifer på taget var også en opgave for blikkenslageren, men her var man i konkurrence med skiferdækkerne – men blikkenslagerne mente, at tagarbejde var deres territorium. Vingetegl lagde blikkenslagerne i øvrigt i konkurrence med murerne. En strid, som murerne endte med at vinde. Nedløbsrør og tagrender var også en typisk blikkenslageropgave. For blikkenslageren kunne sætte blikket sammen, så det var vandtæt. En typisk svendeprøve ville være at fremstille en såkaldt svanehals – altså det buede rør, der fungerer som overgangen fra tagrende til nedløbsrør.